DJÆVLEN LIGGER I DETALJEN

Charly Phoenix er en anarkistisk sjæl, med stort behov for perfektionisme, kunstnerisk integritet og fynske bandeord.  

Portræt af Randi Halberg Markussen

Charly Phoenix kan snakke fanden et øre af. Han indgår med glæde i lange debatter om rigets tilstand, hvordan man laver den perfekte sauce eller tattoo-branchens behov for selvransagelse. Han er ifølge eget udsagn født ”sindssygt provokerende og flabet, ” og gadedrenge-attituden er stadig intakt hos den nu 41 årige tatovør fra Odense, der bestemt har sine meningers mod. Men man skal ikke have udvekslet mange ord, før man finder ud af, at der bag det lidt arrogante ydre findes et storhjertet, intelligent og reflekterende menneske, der er lige så fyldt med nuancer, som de Black and Grey tatoveringer han er så berømt for. Til dagligt summer hans nåle i Mr. & Mrs Phoenix Tattoo i Vester Hæsinge, nær Faaborg, hvor kunder fra hele landet kommer for at nyde godt af hans evner, som en af de bedste i branchen. En position, der er opnået gennem hårdt arbejde og en kompromisløs kunstnerisk integritet, der motiverer ham, til hele tiden at blive bedre, og udvikle sig. Både for ham, kundernes og stilartens skyld.  Det hele handler nemlig om at leve et ærligt og autentisk liv, med modet til at navigerer efter sit eget kompas, og selv skrive punkterne på dagsordenen.

Et lyspunkt

For ja, nok er Charly Phoenix en gadedreng i kondisko, der bander på fynsk, men han er også en nørd, der fortaber sig i detaljer og nærmest forvandler sig til en ren akademiprofessor, når samtalen falder på gode og dårlige Black and Grey Tatoveringer. Lyset, er nemlig altafgørende.  Akkurat som det var det, for de attenhundredetallets mestre fra Jyllands nordspids, eller de gamle renæssance-malere, for den sags skyld. Han kan tage sig selv i at sidde og flytte rundt på et glas til en familiemiddag, bare for at se hvordan skyggerne falder, og hvordan de forandrer en overflade. Lys, skygger, nuancer og transformation.

I mange år, har Black and Grey ellers været kendetegnet ved, at der var en solidt outline, hvor man lagde skyggen fra randen og ind, hvilket gave et ensartet og fladt motiv, men ifølge Charly Phoenix, har dette ændret sig, også i takt med, at genren er blevet meget mere realistisk præget.

”Der, hvor en rigtig god tatovering adskiller sig i dag, der handler det tit om, om kunstneren har tænkt over at have en lyskilde, og hvor den lyskilde kommer fra. Det skaber dimension og dybte, og er helt afgørende for, om et realisme-portræt er vellykket eller ej, ” forklarer han, og taler om hvilken slags skygger en næse kan kaste, og hvordan øjenvipperne kan kaste skygger på kinden, hvis man kan forestille sig den rette lyskilde, og være dygtig nok til at bruge den kontinuerligt gennem hele motivet.

 ”Djævlen ligger i detaljen. Det giver eksempelvis en tredimensionel effekt, hvis du lader blomsterblade kaste en skygge ned på de underlæggende blade, til trods for, at du har lavet tatoveringen på noget fladt. Det synes jeg er vigtigere end alt andet. Lyskilden, ” forklarer han, og fortæller, at der selvfølgelig er et hav af tekniske spidsfindigheder, måden man arbejder med sit sorte blæk på, og andre håndværksmæssige færdigheder, som er forskellige fra tatovør til tatovør, og ind i mellem giver diskussioner i branchen.

Det betyder ikke så meget for ham personligt. Det, der imidlertid vægter højt, er om han kan se kunstnerens særegne stil, og om motivet er spændende at se på.  Hans generelle holdning er, at der bliver lavet alt for mange portrætter og fotorealisme, som er direkte print. Selv udfører han altid sine tatoveringer med den tanke, at de skal have et kunstnerisk præg.

”Der er intet i vejen med at arbejde ud fra et foto som reference, men det skal tilføjes et personligt og kunstnerisk input. Det kan være personens yndlingsblomst, eller en anderledes baggrund. Det skal ikke være en teknisk udførelse af et foto, som jo kan være svært nok i sig selv, men når du arbejder som kunstner, så er min klare holdning, at der skal være en tilføjelse, en merværdi, der skal gives videre til kunden. Ellers er det heller ikke motiverende for mig personligt, ” siger Charly. 

Den sidste sætning er vigtig. Charly Phoenix er nemlig ikke en mand, der sætter sit lys under en skæppe. Han tror på sine egne evner og kvaliteter, men har ikke behov for at hævde sig. Til gengæld har han behov for at være motiveret, og motivationen finder han stadig i et mål, han satte sig for 15 år siden, dengang han begyndte at tatovere.

”Jeg satte mig som mål, at mit bundniveau altid skulle være så højt, at jeg stadig var en af de bedste, den dag, jeg lavede en dårlig tatovering. Jeg kan ikke yde mit bedste hver dag, men hvis det lykkes 99 ud af 100 dage, er jeg stadig blandt eliten, og tilfreds. Men det kommer man ikke sovende til. Det kræver, at jeg hele tiden har sands for detaljen og tør tage chancer både teknisk og kunstnerisk, ” forklarer Charly. Lysten til at blive bedre, er det der både udfordrer ham og driver ham fremad, og han har aldrig svært ved at finde det mentale overskud. Derfor kan det også være lidt svært at forestille sig, at hans karrierer i virkeligheden begyndte med et sammenbrud.

Et vendepunkt

Da Charly var 25 år, var han stresset. Faktisk var han så stresset, at han var var blevet syg af det. Efter flere år som selvstændig i reklamebranchen, havde han nu smidt håndklædet i ringen, og besluttet at starte forfra. Ændre kurs. Ændre sit liv. Den beslutning skulle markeres med en tatovering. En han selv havde tegnet.  ”Du ved, den klassiske førstegangstatovering med masser af betydning og hjerteblod”, siger han og griner. Så med en tegning af et løvehoved i lommen, gik Charly Phoenix ind i shoppen på Vindegade 43 i Odense, uden anelse om, at denne dag faktisk ville blive et vendepunkt i hans liv og ikke bare dagen, hvor han fik sin første tatovering. Han gik i bogstaveligte forstand direkte ind i en ny karrierer, et nyt kapitel i livet, i mødet med den kunstart, der i dag er en nærmest integreret del af hans personlighed.

Mens Charly blev tatoveret, faldt ham og Hien Phuoc Nguyen, ejeren af Art of Ink, i snak med hinanden, og snakken var frugtbar, for dagen efter ringede han, og tilbød Charly en læreplads.

”Hvis jeg skal være ærlig, så kan jeg ikke helt huske, hvad det var, vi snakkede om, der har fået ham til at vælge mig. Jeg tror, HP syntes, at jeg havde en interessant personlighed, og flair for at sætte noget sammen til et tattoo-venligt motiv, der gav ham lyst til at se mig an, ” siger Charly, og smiler lidt ved erindringen, for det var ikke ligefrem en ”drengedrøm der gik i opfyldelse”, snarer bare noget, der som udgangspunkt var fascinerende nok til at fange hans interesse. Det varede dog ikke længe, før han gik all in.

Et omdrejningspunkt

For faktisk havde Hien Phuoc, eller HP, som han kaldes til dagligt, sin egen dagsorden. Han overvejede kraftigt at tage en pause fra tatoveringslivet, og blive billedkunstner i stedet. En aften, da Charlys dag med kaffebrygning, gulvfejning og rengøring var ved at være slut, fortalte HP om sine planer.

”Skal vi bare sige, at jeg ikke var begejstret, ” siger Charly. ”Jeg var virkelig blevet hooked på det her, og fortalte ham, hvor meget jeg ville sætte pris på, at han lærte mig op. Og så sagde han, Ok, det er i orden. Jeg bliver her, men så må du også love mig, at du gør alt hvad der står i din magt for at blive så god som du overhovedet kan, ” husker Charly. ”Han sagde også, at hvis jeg ikke havde som mit største mål at gøre ham stolt, så gad han ikke spilde sin tid på det. Hvis jeg havde været i tvivl før, var jeg det i hvert fald ikke nu. Herefter gik jeg all in. ”

All in, betød i Charlys tilfælde, at han var i shoppen fra 8-24 hver dag. Tattoo-studiet blev hans omdrejningspunkt og liv. ”Der var ikke noget sted, jeg havde mere lyst til at være i den periode”, husker Charly, ligesom han også husker sin første tatovering tydeligt, og især følelsen i kroppen. ”Udover mindre angstanfald, flimren for øjnene og følelsen af at være på så dybt vand, som overhovedet muligt… ja, så gik det fint, ” griner han.

Tatoveringen var et foldboldlogo på en af Charly Phoenix´ bekendte, som kun var let re-designet. Det tog fire timer, og den blev vind og skæv.

”Det er en af de grimmeste tatoveringer jeg har set, og det er det stadigvæk. Når jeg møder ham, så så tigger jeg ham nærmest om, om jeg ikke må gøre noget med den.  Men han smiler altid bare og siger nej tak. Han ved, at det pisser mig så meget af. Jeg mener det, når jeg siger, at jeg virkelig får ondt i øjnene af at se på den, og måske også lidt ondt i stoltheden. Men et eller andet sted, er det helt fint”

Et udgangspunkt

Når Charly ser tilbage på den unge fyr, der lavede sin første tatovering, og den Charly Phoenix, der i dag har kunder, der kommer for at få præcis hans designs og kreative vejledning, har de stadig meget til fælles, men tusindvis af tatoveringer skiller dem ad. Erfaringen, mængden af blæk, han har lagt under kundernes hud, gør, at han ved præcis, hvordan en 10 procents sort blæk ser ud, når den her helet op, og har lært at stole fuldt ud på sin egen ekspertise.

Men udgangspunktet er det samme. Lysten til at få kunderne til at tabe øjne, næse og mund af begejstring over, at det oplæg de var kommet med, var endt med at blive så fedt. ”Det driver mig. Jeg vil helst havde den oplevelse hver gang, se deres glæde, tilfredsstillelsen ved at få lov til at lave det på min måde, ” siger han og griner højt. Begejstringen er ikke til at tage fejl af. Han føler sig som en fisk i vandet, og kunne ikke forestille sig at lave noget andet.

Alligevel er det et spørgsmål, han tit bliver stillet. Hvorfor er han tatovør? Med den interesse han har for sit samfund, så veltalende han er? Kan det nu virkelig også passe? ”Mit svar er det samme hver gang; jeg er tatovør af den samme årsag, som at du sidder her og skal have en tatovering i dag. Fordi det er pissefedt! ” siger Charly Phoenix og rynker panden lidt.

Men spørgsmålet er ikke helt ude i skoven, for går man ham lidt på klingen, er en af de ting, han nyder mest ved sit arbejde faktisk samtalen med kunderne. Interaktion mellem mennesker, hvorfor vi handler og tænker som vi gør, og andre sociologiske spørgsmål, har altid været genstand for Charlys nysgerrighed. Når Charly ikke tatoverer, arbejder han med coaching, siger han. Og nævner i den sammenhæng en anden årsag til, at han aldrig har seriøse planer om at forlade branchen helt.

”Jeg har altid haft svært ved at være i nuet. Mine tanker er meget flyvske, jeg observerer hele tiden, og tingene har fart på derinde. Når jeg tatoverer, finder jeg en ro, der nærmest har gjort mig helt afhængig. Jeg er til stede i nuet, og kan stoppe op og nyde det jeg laver, uden at alle mulige tanker tager over, ” forklarer han.

Samtidig ser han også tatoveringskunsten som et udgangspunkt for at kunne nørde igennem, give sig selv lov til at være detaljefortabende og hele tiden arbejde med de små ting. I sidste ende, er det jo kunderne, der skal bærer rundt på kunsten. Det skal laves i samklang. ”Jeg synes tatoveringer er super smukke og fede. Men vi laver dem på kroppen, og det er et unikt lærred. Tatoveringen skal være med til at forskønne dette lærred, og derfor bruger jeg virkelig lang tid på at tænke de små detaljer igennem, og se på kroppens flow. Vinger, der følger ribbenene, når armene strækkes. Sådan nogle ”småting”, så man ikke modarbejde kroppens naturlige bevægelser, ” siger han. På spørgsmålet omkring, om han tror, at de fleste tatovører er så gennemtænkte med deres værker, og kunders kroppe, holder han en lille pause, før han svarer. ”Nej, det tror jeg ikke. Men jeg ville ønske, at der var flere, der var.”

Et kritikpunkt

Ønsket om mere kunstnerisk tankegang og omhu går hånd i hånd med en holdning til, at der er plads til lidt mere refleksion i branchen.  Charly mener, at fremgangen generelt i tattoo-industrien har skabt grobund for mange mennesker, der vælger at blive tatovører, af de lidt forkerte årsager.

”Det er blevet cool, at være tatovør. Men jobbet kommer jo med en forpligtigelse. Man kan jo faktisk ikke rigtig vælge det her job, ud fra et ønske om en livsstil, hvis evnerne ikke rækker. For så er indgangsvinklen ikke nødvendigvis lysten til at skabe, men lysten til livsstilen alene. Men det sker hele tiden, og det er sgu da virkeligt sørgeligt. ”

For sådan en valg har konsekvenser, mener han. Uden at de selv er klar over det, udnytter de nemlig de kunder, især unge mennesker, der følger moden med ”rigtig meget blæk på kroppen”, men som ikke helt har økonomien til det. De kan nemlig spare mange hundrede kroner i timen, hvis de vælger tatovører, der måske i virkeligheden ikke er kvalificerede nok. Sådan nogle kunder, der lod sig styre af pengepungen, stikker jævnligt hovedet inden for i studiet i Odense.

”Nu har de fået deres uddannelse, har en anden økonomi, og vil virkelig gerne have hjælp til at få rettet deres dårlige tatoveringer. Nogen har svært ved at forstå, at vi ikke bare kan trylle det om, til noget der ligner det, jeg ellers laver. ”

”Jeg hader dårlige tatoveringer, og synes det er rigtig synd for folk, hvis de har fået lavet noget lort. Jeg ville ønske, at man kunne regulerer det, lave nogle retningslinjer eller regler, men det kan man ikke. Det er jo ikke nogen beskyttet titel, alle kan kalde sig tatovører, selvom de bare sidder og hakker blæk ned i armen på moster Gertrud hjemme ved køkkenbordet, eller er i en shop, hvor det er ”money, money, money” og mere form end indhold, der gør sig gældende”, siger han. 

Faktisk vil han gå så langt, som til at sige, at 80 procent af tattoo-branchen burde se sig selv i spejlet, og stille et meget essentielt spørgsmål der hed noget i retning af: ” Hvad er egentlig grunden til, at jeg gør, som jeg gør! ”

Et standpunkt 

Det er ikke første gang, at Charly lufter sine meninger om tattoo industriens behov for selvransagelse, og vil meget gerne tage diskussionen med dem, der måtte være uenige med ham. For det er egentlig ikke et spørgsmål om, at de mindre gode tatovører skal hetzes eller nedgøres. Hans standpunkt er bare, at de skal lære at kende deres begrænsninger. 

”Jeg har det nemlig også sådan, at hvis folk generelt har tjek på det, med hensyn til hygiejnen og ikke stikker for dybt, så må de for min skyld gerne lave super grimme tatoveringer. Jeg mener egentligt, at alle niveauer er berettiget. Men der, hvor forskellen på en seriøs tatovør, og en der ”bare godt kan lide at tusse”, er, hvor du sætter grænsen for dig selv i forhold til, hvilke opgaver du tager. ”

Eksempelvis mener Charly, at der er for mange, der hovedkulds kaster sig ud i at tatovere portrætter, uden at kunne tegne det frihånd. Og hvis man ikke kan få det ned på et stykke papir, skal man altså heller ikke lave det på nogens hud, mener han.  

”Når jeg ser alle de her afsindigt dårligt udførte portrætter, så begynder jeg at koge inden i.  For du kan sgu ikke springe over. Du går ikke fra at sidde og lave kirsebærblomster og et navn på håndleddet, til pludselig at tro, at du kan lave et stort motiv på kundens ryg, eller et portræt af Elvis Presley. Det er virkelig mangel på selvindsigt, ” siger han, og fortæller, hvordan han oplever, at branchen bliver mere og mere styret af at tjene penge, og glemmer sin forpligtelse til at udvikle sig kunstnerisk og sikre kvalitet.

”Jeg oplever, at der er mange, der tager lærlinge ind, men egentlig er ligeglade med, hvad de går og laver, så længe der kommer penge i kassen. Det er virkelig manglende respekt for faget. ” 

Et Punktum

Der er ikke nogen tvivl om, at Charly Phoenix ser sig selv som en heldig mand.  Han fortæller om sin kunst, sine børn og de mange interesser i sit liv med stor passion og tilfredsstillelse i stemmen. Ja, han har stadig store ambitioner, men behøver egentlig bare ”luft i lungerne” og duften af duggen på bøgetræerne, for at have et godt liv. Simpelt. Måske for simpelt. Vi taler om en mand, der aldrig har haft en guldfisk, men som engang læste en akvariebog, fordi han ikke ville kede sig, og det nu engang var, hvad der var at læse. Om et behov for adspredelse, om en informationsjunkie, en diskussionslysten herrer, der som barn drev lærerne til vanvid på et øjeblik, med provokerende spørgsmål og et afsindigt videbegær, og det er han ikke helt holdt op med. Hans relationer er ikke altid nemme, hvis han ønsker at være sit mest autentiske jeg.

Men det hele går nok alligevel, for Charly er gift med Freja. Freja Phoenix, en skandinavisk skønhed, der er blid og har ben i næsen. Hun er også Charlys kollega i Mr. & Mrs Phoenix Tattoo (der af navnet), og fortjener sin helt egen historie, men hvis man nogensinde har hørt om en true lovestory, så må det være deres.  

” Jeg kniber nogle gange lige mig selv i armen, når jeg vågner op ved siden af hende, ” siger Charly og smiler. ”Faktisk er jeg imponeret over, at hun overhovedet kan holde mig ud, for jeg er nok et lidt irriterende menneske. Jeg går op i detaljer omkring alting, og tænker meget over alting. Jeg siger det lige igen: Alting. ”

Der er ingen tvivl om, at Charly Phonix er provokerende, og har et helt reelt ønske om at få folk til at tænke ud af boksen, eller bare tænke sig om. Men det vil ikke være et troværdigt portræt, hvis man ikke også nævnte hans taknemmelighed og loyalitet til de andre tatovører i shoppen, som han nævner gang på gang. Ikke mindst Hien Phuoc Nguyen.

”Der er én ting, som jeg håber, du vil fremhæve, og det er HP”, siger Charly.  Efter to timers interview, er vi ved at runde af, og jeg spørger, om der er noget, som han synes, vi ikke har snakket nok om. Det er en helt normal procedure, hvor jeg også oplyser om, hvilken indflydelse han kan få på den færdige artikel. Normalt er folk meget optaget af, hvad de ikke vil have med, eller er nervøse for at fremstå forkert. Men alt det, er han ligeglad med, siger han. Jeg kan bare skrive, det jeg vil.

 ” Men HP, min læremester… han er ikke bare en ven og fortjener ros for sit kæmpe arbejde. Han har helt afgørende betydning for min succes. Jeg skylder ham alt. Punktum. ”